Stort hjerte på grund af alkohol

Alkoholisk kardiomyopati er en hjertesygdom, der stammer fra at drikke for store mængder alkohol over tid. Som et resultat af alkoholmisbrug svækkes hjertet til et punkt, hvor dette vitale organ ikke kan pumpe blod effektivt. I det væsentlige har alkoholen en toksisk virkning på hjertet, hvilket får musklen til at forstørres og derved fortynder hjertets vægge. Alkoholisk kardiomyopati har forskellige typer virkninger på kroppen; denne sygdom forhindrer kroppen i at pumpe blod til væv og organer, kan forårsage arytmier og endda føre til kongestiv hjertesvigt.

Hvem får det?

Alkoholisk kardiomyopati er mest udbredt hos mænd i alderen 35 til 50 år. Kvinder kan dog også udvikle sygdommen. Da kvinder typisk har mindre kropsstørrelser end mænd, kan de blive ramt af alkoholisk kardiomyopati efter at have indtaget mindre mængder alkohol end mænd.

Alkoholisk kardiomyopati er en form for hjertesygdom. Kardiovaskulære sygdomme, herunder hjertesygdomme og slagtilfælde, er de største dødsårsager i USA. Så hvad kan der gøres ved dette problem? Et af de bedste første skridt er at kende symptomerne på alkoholisk kardiomyopati.

Tegnene på alkoholisk kardiomyopati

En person med alkoholisk kardiomyopati er muligvis ikke symptomatisk i starten og viser muligvis ikke symptomer, før tilstanden når en kritisk tilstand. Denne kendsgerning gør årlige undersøgelser så meget mere kritiske. Det vil også være nødvendigt ærligt at rådgive den behandlende læge om alkoholmisbrugshistorie. Dette kan være særligt vanskeligt for de alkoholmisbrugere, der benægter deres problem.

Alkoholisk kardiomyopati kan diagnosticeres gennem en række undersøgelser, der arbejder sammen, herunder en fysisk undersøgelse (lytter til hjertet), test for leverfunktion, blodkemi og kolesterolniveauer, røntgenstråler i brystet, et ekkokardiogram, et elektrokardiogram (EKG) og hjerte kateterisering.

Mennesker med alkoholisk kardiomyopati, som er symptomatiske, kan opleve en række symptomer i forskellige dele af kroppen, herunder:

  • Ben hævelse
  • Stakåndet
  • Træthed, svaghed
  • Forstørret lever 
  • Hoste med lyserød, skummende slim
  • Besvimelse, svimmelhed
  • Uregelmæssig, hurtig hjerterytme eller puls 

Alkoholisk kardiomyopati kan behandles – i det mindste delvist – hvis tilstanden opdages tidligt nok, og patienten afholder sig fra al alkoholbrug. Sandsynligheden for fuldstændig bedring er dog lav, hvis alkoholisk kardiomyopati allerede har beskadiget hjertet. Det er umuligt at forudsige, om en person vil udvikle denne sygdom. Der er ikke et fast antal drikkevarer eller et bestemt tidsrum, der fører til udviklingen af ​​denne sygdom. Den bedste praksis er, at en person har regelmæssige fysiske undersøgelser med en læge og deler detaljerne i den enkeltes drikkevaner.

Alkoholforstyrrelse

Alkoholforbrug kan behandles . Dog er det kun en lille procentdel af personer, der har brug for behandling af alkoholforstyrrelse, der faktisk modtager den. Udtrykket ”alkoholforstyrrelse” hjælper med at fastslå sværhedsgraden af ​​den enkeltes alkoholmisbrug. Under DSM-V kan en person diagnosticeres med en alkoholforstyrrelse, hvis de opfylder to ud af 11 afgrænsede kriterier. Graden af ​​alkoholforstyrrelsens sværhedsgrad afhænger derefter af antallet af samlede kriterier, der er opfyldt.  Det kan antages, at de, der er diagnosticeret med en alkoholforstyrrelse, kan have større risiko for at udvikle alkoholisk kardiomyopati.

Behandling for kardiomyopati

National Heart, Lung and Blood Institute beskriver udførligt de behandlinger, der er tilgængelige for kardiomyopati. Den anbefalede behandlingsmetode afhænger af en række forskellige elementer. Nogle af disse faktorer inkluderer typen af ​​kardiomyopati, sværhedsgraden af ​​symptomerne, komplikationer, helbredstilstand og alder. Behandlingen kan omfatte medicin, kirurgisk indgreb, en ikke-kirurgisk procedure og anbefalinger til at foretage livsstilsændringer. 

En person med kardiomyopati skal have løbende pleje, da kardiomyopati er en væsentlig årsag til hjertesvigt. De ovenfor beskrevne behandlinger har til formål at forhindre sygdommen i at forværres, men det er altid en mulighed for, at en patient ikke med succes vil reagere på behandlingen. Ændringer skal muligvis foretages, og det er afgørende at have løbende kontrol med sin læge.