Spiseforstyrrelser inden for lægevidenskaben henviser til et adfærdssyndrom, der er forbundet med betydelige fysiologiske og fysiske konsekvenser. Reel sygdom er spørgsmålet om, hvornår en alvorligt afvigende spiseadfærd fører til et betydeligt handicap. De mest almindelige spiseforstyrrelser er selvsult (anorexia nervosa) og overstadig spisning (bulimia nervosa). Derudover findes der ofte tilfælde af atypiske spiseforstyrrelser. Selvsult begynder normalt i alderen 12 – 14 år og overstadigt spiser ved 17 – 20 år. Af dem, der blev syge, var 90 procent kvinder. Især er overstadig spisning steget markant i de sidste tyve år.
Kendetegn ved spiseforstyrrelser
Alle spiseforstyrrelser er kendetegnet ved frygt for at gå på i vægt og en kontinuerlig, ofte tvangsmæssig, fiksering af tanker om mad. En urealistisk bekymring for udseende og vægt fører til slankekure og selvsult. I tilfælde af selvsult, fortsætter vægttabet, og personens vægt falder lidt over 15 procent under normal vægt i forhold til alder og højde. Vægttabet resulterer i langsommere stofskifte og hos kvinder ingen menstruation. Under spiseforstyrrelser, på grund af vægttabet, vokser det dominerende behov for at kaste mad op, og personen slår meget store mængder mad flere gange om ugen. Frygten for at blive fedt på grund af overstadig spisning fører til tømme ritualer, hvor personen forsøger at eliminere virkningerne af glæde gennem opkast og afføringsmidler, eller gennem endnu strengere diæt og overdreven motion.
Kulturel faktor
I dag antages det, at der er mange forskellige faktorer bag spiseforstyrrelserne. Det faktum, at sygdommene bliver mere almindelige, er sandsynligvis relateret til kulturelle faktorer, f.eks. idealer om slankhed og modstridende forventninger hos unge kvinder med hensyn til karriere og familie. Individuelle faktorer spiller også en vigtig rolle i starten af forstyrrelserne. Kvinder, der bliver syge af spiseforstyrrelser, er ofte ambitiøse og ønsker at være noget andet. At tabe sig kan derefter ses delvis som et forsøg på at imødekomme forventningerne fra de omkring dig og dels som en protest mod de opfattede krav. Årsagerne bag overspisning er stort set de samme som ved selvsult. Hos patienter med binge spisning er der imidlertid også fundet klarere abnormaliteter i hjernens neurotransmittere, især i serotonin.
Spiseforstyrrelser behandling
Ved behandling af spiseforstyrrelser er det vigtigt, at der tages hensyn til både fysiske og psykiske problemer på samme tid. Behandlingen kan finde sted på alle enheder inden for sundhedsvæsenet; sværhedsgraden af symptomerne bestemmer, hvor de forekommer. Den vigtigste ting er at genkende symptomerne, og at du våger at søge hjælp. Et tværfagligt team med specialkendskab inden for psykiatri, ernæring og intern medicin deltager ofte i behandlingen af spiseforstyrrelser. Langvarige spiseforstyrrelser er psykisk belastende både for patienten selv og for miljøet. Både patienten og de pårørende lider ofte af stærke skyldfølelser, der også kan forevige problemet. I sådanne tilfælde er det nødvendigt at søge hjælp sammen.
Bulimi og Anoreksi
Bevidstheden om spiseforstyrrelser er steget kraftigt i de senere år, både blandt offentligheden og blandt eksperter. Ikke desto mindre kan det ofte tage tid at identificere problemet. Årsagen er, at den anoreksiske eller bulimiske vil skjule sit problem. Hjørnestenen i behandlingen er den enkeltes egen motivation til at ændre sin adfærd. Spiseforstyrrelser udvikler sig ofte over tid til strenge rutiner, der begrænser livet, og som kræver stor indsats for at tackle. Den tidligere behandling startes, jo lettere vil det være at vende tilbage til det normale liv. Behandlingsmodellen, der fokuserer på at ændre adfærd, har vist sig at være den mest effektive i undersøgelser. Når adfærden ændres, kan de angstdannende faktorer bag spiseforstyrrelsen analyseres.
